Gå til hovedindhold

For dig som nyansat

Vi vil rigtig gerne sikre, at du kommer godt ind i jobbet. Her kan du læse om dit introduktionsforløb.

Indhold

    Velkommen til Center for Handicap

    Du er nu en del af Center for Handicap, og det er vi rigtig glade for!

    Vi har skruet et introforløb sammen for at kunne give dig den nødvendige viden og støtte, så du hurtigt føler dig tryg i din nye rolle og kommer god fra start.

    Sådan ser dit introforløb ud:

    Tredages introduktionsforløb

    Du får indsigt i de vigtigste aspekter af din nye arbejdsplads.

    Tredages grundkursus i LA2

    Du bliver introduceret til de pædagogiske metoder og værktøjer, der danner grundlaget for vores arbejde

    1:1 vagter med en erfaren kollega

    Du følges med en kollega, der introducerer dig til borgerne og de daglige rutiner.

    Introduktion til systemer og retningslinjer

    Du lærer at bruge vores dokumentationssystem, arbejder med målarbejde og får indsigt i politikker og sundhedsfaglige retningslinjer.

     

    Faglig udvikling – din læring stopper ikke efter introforløbet

    Når du er kommet godt i gang, tilbyder vi løbende faglig udvikling, så du altid er opdateret og klædt på til at håndtere dit arbejde bedst muligt.

    • Årlige kurser i medicinhåndtering og magtanvendelse – Du bliver løbende opdateret på gældende regler og bedste praksis.
    • Faglig sparring og supervision – Du deltager i neuropædagogisk fagsupervision og kollegial supervision, hvor vi reflekterer over praksis og styrker samarbejdet.

    Vi giver dig de bedste rammer for at lære og udvikle dig, men det er dit ansvar at tage del i din egen faglige udvikling. Spørg, deltag aktivt, og brug de muligheder, der er til rådighed.

    Velkommen – vi glæder os til at arbejde sammen med dig!

     

    Du har ansvaret for din læring – vi støtter dig hele vejen

    Velfærdstalent

    Kasper og Belma er blandt årets velfærdstalenter 2026!

    - Det bedste er, når et barn har haft en svær dag, og man med ro og nærvær kan hjælpe dem videre, så dagen alligevel hænger sammen.

    Sådan fortæller 27-årige Kasper Livbjerg, pædagogisk assistent på Ternevej Aflastningstilbud for børn og unge, om det arbejde, der nu har gjort ham til én af årets modtagere af Velfærdens Talent 100.

    Sammen med 27-årige Belma Dervisic, social- og sundhedsassistent på Botilbuddet Østergade, er han blandt de 100 medarbejdere, der i år er blevet hædret af PenSam og FOA for deres indsats i velfærdsfagene. Knap 500 medarbejdere var indstillet til årets pris.

    "Man smiler altid, når Kasper er på arbejde"
    I indstillingen fremhæver leder Solvej Lyngby Andersen og faglig koordinator Renee Viuf Dam  blandt andet Kaspers faglige refleksioner, samarbejdsevner og hans evne til at omsætte tanker til handling i det pædagogiske arbejde. De peger også på hans store betydning for hverdagen på Ternevej, hvor han med sit gode humør er med til at styrke den positive kultur omkring både børn og kolleger – og hvor man ifølge indstillingen “altid smiler, når Kasper er på arbejde”.

    Kasper har vidst siden barndommen, at han gerne ville arbejde med børn og mennesker. I dag arbejder han med børn og unge med særlige behov på Ternevej, hvor han hurtigt oplevede, at relationerne til børnene kom naturligt.

    – Ingen dage er ens. Man skal hele tiden kunne omstille sig efter, hvad barnet kan overskue den dag. Det synes jeg er vildt spændende, siger han.

    Prisen har også givet ham noget personligt med på vejen.

    – Nu er det blevet fedt på en anden måde at tage på arbejde, fordi nu ved jeg, at jeg er god til det.

    Skaber tryghed og nærvær
    På Botilbuddet Østergade er Belma Dervisic også blevet hædret som et af årets velfærdstalenter.

    Flere af hendes kolleger har stået bag indstillingen til prisen. De fremhæver blandt andet hendes høje faglighed, store engagement og hendes evne til at skabe tryghed omkring både borgere og kolleger.

    Hun har været med til at opstarte botilbuddet og har fra begyndelsen haft en vigtig rolle som medicinansvarlig.

    For Belma er relationerne og nærværet i hverdagen noget af det vigtigste i arbejdet.

    – Jeg lægger stor vægt på at skabe nærvær og gode relationer, fordi det kan gøre en stor forskel i deres hverdag, siger hun.

    Hun beskriver samtidig Botilbuddet Østergade som en rigtig god arbejdsplads med et stærkt fællesskab, hvor man hjælper hinanden, og hvor der er plads til både faglighed, omsorg og udvikling.

    –Det betyder meget for mig at blive udvalgt som en af årets velfærdstalenter. Jeg ser det som en stor anerkendelse af det arbejde, jeg lægger i hverdagen sammen med borgerne og mine kolleger, fortæller hun.


    Fakta - Velfærdens Talent 100

    Velfærdens Talent 100 sætter spot på dygtige yngre medarbejdere i velfærdsfagene. Formålet er både at hylde de unge talenter og vise den faglige stolthed, der findes i velfærdsfagene.

    Pensionsselskabet PenSam og FOA står bag kåringen, som i år blev afholdt for 9. gang.