Ungdomsboliger - kollegiet Vestergade
Vil du træne at bo selv og være sammen med andre?–så er kollegiet Vestergade måske noget for dig!
Livet på Kollegiet
Kollegiet er primært for unge på en STU.
På Kollegiet bor du i din egen ungdomsbolig, og samtidig tæt på andre unge. Du får vejledning og støtte fra specialvejledere til at træne og udvikle færdigheder, som du har brug for at blive bedre til.
Afklaring omkring hvad du skal træne i, sker i samarbejde med dig, sagsbehandler, specialvejleder, jobcenter og dit uddannelsestilbud.
På Kollegiet kan du fx få støtte til at komme op, spise morgenmad og komme afsted til uddannelse eller praktik.
Det kan også være:
- Få støtte til at klare din hverdag bedst muligt
- Planlægge og opsøge aktiviteter
- Få lagt et budget
- Indkøb og madlavning
- Tøjvask og rengøring
- Afprøve teknologiske støttemuligheder - fx ScanHow, PlaNet, Nexusvideomøder.
Der er ikke specialvejledere på Kollegiet hele døgnet, og derfor skal du kunne klare dig selv i længere tid.
Tre gange om ugen mødes vi til et fælles eftermiddags-kaffemøde, hvor vi taler om, hvordan din og andres dag er gået, og om hvad der skal ske resten af dagen.
- Vi udveksler ideer, planlægger fællesspisning, brunch, indkøb og aftaler hvem, der står for de forskellige ting.
- Alle deltager på skift aktivt i de forskellige opgaver.
De aktiviteter, vi laver sammen på Kollegiet, giver dig mulighed for at få venner, som du forsat kan mødes med, når du engang flytter fra Kollegiet.
- Vi kan støtte dig i at få kontakt til de fritidstilbud, du kunne være interesseret i.
- Vi samarbejder med Kommunens fritidsguider, der også kan vejlede og ledsage til aktiviteter.
Kollegiet har 14 ungdomsboliger fordelt på fire etager samt to fælles træningslejligheder.
- Du lejer din egen ungdomsbolig og det er toværelses lejligheder med eget køkken og bad.
- Du må ikke have et forbrug af euforiserende stoffer eller andet misbrug.
- Du kan have overnattende gæster og vi anbefaler, at det fortrinsvis foregår i weekenderne.
Kollegiet ligger i en aktiv del af byen med indkøbsmuligheder og fritidsaktiviteter tæt på.
Der er gåafstand til centrum og offentlig transport.
Hvis du ønsker en bolig på Kollegiet Vestergade, skal du henvende dig til din sagsbehandler i Handicaprådgivningen.
Når du bliver anvist en ungdomsbolig på Kollegiet Vestergade er det med en midlertidig lejekontrakt, som typisk løber 2-3 år.
For yderligere oplysninger:
Du er altid meget velkommen til at kontakte kollegiet for et besøg:
Telefon: 23 47 34 76 – bedst mellem kl. 14-15