Sammen om valget
Der var en særlig stemning i luften, da de beboerne i Smedegade tirsdag den 18. november gjorde sig klar til at følge kommunal- og regionsrådsvalget.
I Smedegade bor beboerne i egne lejligheder med støtte til hverdagsopgaver, struktur og fællesskab – og netop derfor betyder det meget, når de tager afsted sammen i trygge rammer. Nogle havde erfaring fra før, andre skulle stemme for første gang, og enkelte ønskede ikke at stemme, da de fortsat var i tvivl om, hvor krydset skulle sættes.
Da de kom tilbage, blev der delt små glimt fra turen. Én fortalte, at de to konvolutter gjorde det lidt forvirrende, og at det var en lettelse at have en medarbejder tæt på, når noget var uklart.

En anden, Kimi, stod med valgkortene i hånden og sagde: “Så fik jeg det klaret.” Han havde egentlig planlagt at brevstemme, men glemte det – så han var ekstra glad for, at det lykkedes på selve dagen. Stoltheden lyste tydeligt ud af ham.
Samtaler om hvad et valg betyder
Op til valgdagen havde de unge arbejdet med spørgsmål og temaer, der fylder i deres hverdag. Det spændte bredt – fra ønsket om små fællesskaber som en gå-klub og adgang til aktiviteter og støtte, til tanker om besøgshunde, forebyggelse af ensomhed og praktiske forhold som trafiksikkerhed.
Materialet Mit Kryds Mit Valg fra LEV gav gode redskaber, men det var samtalerne, der gjorde valget håndgribeligt og til at gå til. De unge fik mulighed for at sætte ord på deres egne erfaringer, og det gav en naturlig indgang til at forstå, hvad et valg egentlig betyder.
Fællesskab hele vejen gennem valghandlingen
Nogle havde valgt at brevstemme ugen forinden, da det pludseligt passede bedre i forhold til overskud og tid. Personale fra opgangsfællesskabet ledsagede for at skabe tryghed i at finde frem til biblioteket. Samværet omkring at sætte sit kryds gav mange smil, og det blev markeret ved at sidde en stund og nyde julepynten på biblioteket. En kvik bemærkning lød: “Så får politikerne også en gave – jeg håber, at vi alle får gaver.”

Cebina og Stefan var henne og brevstemme på biblioteket - og humøret var højt.
Aftenen med valgflæsk og fælles grin
På selve valgdagen den 18. november gik andre fra opgangsfællesskabet mod valgstedet. Ved begge arrangementer havde nogle brug for små pauser, andre for at få vist, hvor stemmesedlerne skulle i – og der var plads til det hele. Ved stemmeboksene fik alle tid til at gøre det i deres eget tempo.
Efter stemmeafgivelsen hentede man valgflæsk, mens kartoflerne kom fra det socioøkologiske landbrug Hanstedholm, hvor flere af dem er i støttebeskæftigelse. Hjemme i fælleslejligheden blev der med fælles hjælp dækket bord, skrællet mange kartofler, sat valg-tv på og delt oplevelser over maden.
Det var en helt almindelig tirsdag – og alligevel en dag, der gjorde indtryk. Beboerne i Smedegade udtrykte en stolthed over at have været med til at deltage i valget og over, at de kunne gøre det i fællesskab. Med trygge rammer og støtte ved siden af blev valget til en oplevelse af at kunne deltage på egne præmisser. Som en af dem sagde: “Det er vigtigt at stemme.”

Når visionen får liv i hverdagen
Historien fra Smedegade viser, hvordan HPS’ vision bliver til virkelighed i praksis. Når der er tid til at forklare, plads til forskellige behov og mulighed for at følges ad, får de unge mulighed for at gøre noget, der ellers kan virke stort. Det handler om at skabe rammer, hvor alle kan deltage, udvikle sig og føle sig som en del af fællesskabet.
Valgdagen blev netop sådan et øjeblik – et lille skridt, der viser, hvordan støtte og nærvær kan åbne nye veje og give en tydelig fornemmelse af at have været med og haft betydning